Oprindeligt er jeg uddannet pædagog og billedkunstlærer. I 2008 tog jeg en modig beslutning om at gøre kunsten til min levevej, og i dag arbejder jeg som billedkunstner på fuld tid i mit atelier/galleri i Kolding, hvor jeg arbejder med alt fra mindre collager, skulpturer til store malerier.

Jeg arbejder med billeder i mange lag både figurativt og nonfigurativt. Jeg bliver inspireret af mine omgivelser, naturen, mennesker, mønstre, kontraster, strukturer og farvevalg som sammensættes til spændende eksperimenterende collager ​og store malerier.

Nye input til små og store malerier

Selvom jeg eksperimenterer i mit atelier hver gang, jeg går i gang med store abstrakte malerier eller collager, har jeg også brug for nye input. Derfor efteruddanner jeg mig løbende og får teknikker og ideer til nye, små og store malerier

Jeg er uddannet gennem Kunstskolen Ignatius i København, og har modtaget undervisning af bl.a

Bjørn Ignatius Øckenholt, Ken Denning, Anders Moseholm, Bente Stamp
Mette Rishøj, Mia Willuame, Per Just, Marianne Markvad, Bente Stamp og Lise Tuxen.

Kunstanmeldelser

Rie Brødsgaard

Der er en dobbelthed i alt, hvad Rie Brødsgaard laver. Lyse farvetoner overfor kultursorte strukturer, fine nænsomme penselstrøg overfor muskelstærke ekspressive udladninger, noget abstrakt overfor noget figurativt og noget tyktflydende pastost overfor noget næsten transparent.

Denne dobbelthed og dette møde mellem kontraster er noget, man konstant støder på, når man sanser verdenen. De fleste af os evner bare ikke at omsætte det til kunst: let sommerregn på den hårde asfalt, strømmende vand på klippegrund, storm afløst af vindstille, munter dur overfor alvorlig mol, sarte blomsterblade monteret på en tyk og solid stilk. Verden er fuld af modsætninger samlet til et hele. Yin og yang. To sider af samme sag.

Rie Brødsgaard udtrykker alt dette på fire forskellige måder: abstrakte malerier, landskaber, skulpturer og menneskebilleder. Hvis vi tager det første, er der her tale om det, man kan kalde naturabstraktioner. Billederne forestiller ikke en konkret lokation, men er inspireret af naturens former, farver og processer. De rustrøde, orange, sorte og hvide farver signalerer efterår og vinter. Knasende is under fodsålerne, tøvejrets våde sjap, visne blade jorden, sorte rødder tittende frem under snedækket, bitter kold vind fejende hen over landskabet.

Det er også efteråret og vinteren, det dominerer i Rie Brødsgaard landskabsbilleder. Her er de figurative elementer blot tydeligere: en horisontlinje, en gruppe af træer, et tæt buskads, marker, enge og skovbund. Som i de abstrakte billeder fornemmer man den frostsprængte jord, den iskolde vind og smeltevandsstrømmen.

Det modsætningsfyldte går igen i Rie Brødsgaards skulpturer i fiberbeton. Skulpturer, der alle udtrykker menneskelige følelser, erfaringer og relationer. Det utraditionelle materiale forbinder man umiddelbart med noget hårdt og industriagtigt. Formerne er til gengæld bløde, venlige og organiske. Nogle vil opfatte dem som abstrakte, andre genkender menneskeskikkelser. Skulpturerne har en monumental tyngde, samtidig med at de er poetiske i deres udtryk.

Hvad angår menneskebillederne er modsætningerne mere subtile. Kvinderne, vi ser, er kun angivet med deres ansigt og torso. Deres tøj inklusive hue og tørklæde er skildret med kraftfulde og ekspressive strøg. Ansigterne er markeret med kun få strøg i overvejende hvide farvetoner. De ser tænksomme ud, disse kvinder. Nogle virker sårbare, andre drømmende. De har deres bekymringer og sorger, men fordi Rie Brødsgaard har malet resten af kroppen og tøjet med så kraftfulde penselstrøg, er helhedsindtrykket, at de nok skal klare sig. Det er stærke kvinder, vi ser, ikke svage.

Det er en meget givende billedverden, Rie Brødsgaard præsenterer os for. En billedverden, der pirrer vores nysgerrighed og vække minder om egne oplevelser i naturen, landskabet og livet selv.

Tom Jørgensen (2026)

—

“Når man kigger ned i en sø, ser man både himlen over sig, vandet under sig, sig selv og det der er under vandet. Rie Brødsgaards billeder har noget af den samme diffuse klarhed og muligheden for at opdage, at man kigger på noget andet end det, man så efter. Verdenen vokser stadig og der vil altid være hvide pletter på landkortene. Om ikke andet vil kunstnerne tilføje dem. Og det er godt.”

Bjørn Ignatius Øckenholt